Coaching kan hjælpe med at udvikle psykologisk forståelse blandt ledelse og medarbejdere. Coachingen sker gennem anerkendelse, involvering, engagement og aktiv lytning og ved at sætte tingene i perspektiv gennem spørgeteknikker. Coachen optimerer evnen til samarbejde og åbner for udnyttelsen af dit fulde potentiale. Dette kan ske ved at skabe motivation og engagement – og bedre samspillet mellem flere parter. I den moderne virksomhed har den enkelte mange berøringsflader – medarbejdere, kolleger, kunder, bestyrelse m.v. Vi arbejder henimod et bedre samspil, hvor omtanke for hinanden er tænkt ind, med henblik på at øge trivslen, effektiviteten og lønsomheden i virksomheden.
Kognitiv coaching tager som oftest udgangspunkt i lederens eller medarbejderens aktuelle arbejdsmæssige udfordringer i hverdagen, men kan også vedrøre organisatoriske forandringer, teambuilding, stresshåndtering og meget andet. Vi starter med at konkretisere problemet og bryde det ned i overkommelige opgaver, drøfte og om muligt træne konkrete arbejdsmæssige udfordringer. For nogle er det vigtigt at blive en mere kvalificeret samtalepartner eller at blive mere målfokuseret – for andre at blive en bedre teamplayer. Som oftest handler det om at blive mere bevidst om konstruktiv problemløsning og konfliktløsning. Alle har brug for at blive støttet og hjulpet, at udvikle sig under kyndig vejledning og føle sig motiveret. I mange virksomheder er kommunikation, dialog og refleksion svundet ind til under minimum, – vi søger dialogen. Den enkelte medarbejder og leder har som oftest brug for sparring som opfølgning på vanskelige samtaler for igen at blive selvledende eller lære, hvad selvledelse vil sige. Spørge- og lytteteknikker er her uundværlige redskaber til at befordre udvikling og motivation.
Kognitiv coaching i perspektiv
Tidligere kunne virksomheder ledes gennem magt og kontrol, men i dag ved vi, at accept af og forståelse for fælles mål og værdier er vejen til succes. Det er derfor et mantra, at virksomhedens ledere forstår, at de er katalysatorer i denne proces og ved at sætte standarden driver denne proces. Virksomhedens vækst og fortsatte udvikling er et produkt af ledelseskvaliteten og en unik markedsposition vil ikke være tilstrækkelig på længere sigt, hvis virksomhedens ledelse svigter.